VORES HISTORIE

Stedet før kroen

Længe før Damhuskroen blev et sted for fester, musik og fællesskab, var området et vigtigt knudepunkt mellem byen og oplandet. Ved Damhussøens sydvestlige hjørne løber Roskildevej over en dæmning, hvor vandet fra søen fortsætter videre i Harrestrup Å. Her blev der anlagt en stensat bro med en sluse – kendt som Kongens Sluse – hvor vandet faldt videre med et lille vandfald. Stedet havde både teknisk og strategisk betydning, da Damhussøen indgik i Københavns vandforsyning, og vejen over dæmningen var en del af den gamle kongevej mod Roskilde. Det var her, midt mellem natur, infrastruktur og trafik, at grundlaget for Damhuskroen blev lagt – længe før nogen kunne ane, at stedet skulle udvikle sig til et af områdets mest markante samlingspunkter.

1600-tallet - Vagthuset og de første dråber

Det ældste kendte byggeri på stedet er vagthuset, som blev opført i første fjerdedel af 1600-tallet med tilladelse fra Christian IV. Vagthuset havde til opgave at vogte kongevejen og føre opsyn med slusen ved dæmningen over Damhussøen, hvor vandet blev ledt videre mod Harrestrup Å. Vagtmanden boede på stedet og havde derfor daglig kontakt med de vejfarende, som passerede mellem København og Roskilde.

Med tiden opstod der et behov – og en mulighed. I vagthuset begyndte man at servere vådt og tørt for de rejsende, der havde brug for en pause, en forfriskning eller et måltid på vejen. Krohold var ikke tilladt, men praksis udviklede sig alligevel, og stedet begyndte langsomt at fungere som et uofficielt samlingspunkt. Det var her, i mødet mellem vagthus, vej og mennesker, at de første skridt blev taget mod det, der senere skulle blive Damhuskroen – længe før kroen fik navn, bevilling og formel status.

1682 - Kroen uden bevilling

I 1682 optræder kroen for første gang i de skriftlige kilder, hvor stedet omtales som Langvejs Damhus. Krodriften var dog fortsat uofficiel og uden kongelig bevilling, og det skulle vise sig at blive et tilbagevendende problem. Gennem 1700-tallet blev kroholdet gentagne gange udfordret af både myndigheder og konkurrerende kroer langs Roskildevej, som mente, at Damhuset drev ulovlig virksomhed og tog deres næring.

En af de mere opsigtsvækkende sager fandt sted i 1732, hvor kroholderen Anders Jensen blev indblandet i en konflikt med Københavns vandforsyning. En mødding, placeret bag dæmningen, var sivet ud i Damhussøen – der fungerede som vandreservoir for byen – og sagen blev beskrevet som en alvorlig “ækelhed”. Krodriften overlevede dog, ligesom den gjorde i 1757, da flere privilegerede kroer klagede over, at Damhuset burde lukkes. Resultatet blev i stedet, at kroholdet den 25. juli 1757 blev gjort lovligt, om end uden fuldt privilegium. Dermed måtte kromanden ikke selv brygge øl eller brænde brændevin, men var afhængig af leverancer fra København. Med bevillingen på plads tog Damhuskroen et afgørende skridt fra uofficiel kro til etableret samlingssted.

1700-tallet - Kro, jord og fællesskab

I løbet af 1700- og 1800-tallet udviklede Damhuskroen sig til meget mere end et sted for vejfarende. Krodriften blev kombineret med landbrug, og til stedet hørte betydelige jordarealer på begge sider af Roskildevej – både agerjord og eng. Kroen var dermed ikke blot et hus, men centrum for en samlet drift, hvor arbejde, bolig og fællesskab hang tæt sammen.

Ved folketællingen i 1834 boede der, foruden kroejeren og hans hustru, ti tjenestefolk på Damhuskroen. Hertil kom det nærliggende bomhus, hvor bomhusforpagteren og hans familie havde deres hverdag. Samlet set udgjorde området ved Damhussøens hjørne et lille samfund i sig selv, præget af liv, arbejde og daglig færdsel. I denne periode blev Damhuskroen for alvor et fast holdepunkt i lokalområdet – et sted, hvor mennesker ikke blot kom og gik, men levede, arbejdede og mødtes.

1800-tallet - Fra alfarvej til udflugtsmål

Midt i 1800-tallet ændrede forudsætningerne for Damhuskroen sig markant. Med anlæggelsen af jernbanen mellem København og Roskilde i 1847 mistede landevejstrafikken sin tidligere betydning, og dermed faldt antallet af rejsende, der gjorde holdt ved kroen. Overnatningerne blev færre, og kroen blev i en periode primært besøgt af studedrivere, prangere og torvebønder, som slog vejen forbi for en kort pause.

Mod slutningen af århundredet vendte udviklingen igen. Det blev moderne for københavnere at søge ud af byen og nyde det landlige liv, og Damhuskroen fik en ny rolle som udflugtsmål og sommerophold. Gæster lejede værelser på førstesalen og opholdt sig ved Damhussøens bred, hvor naturen og roen stod i kontrast til byens tempo. Blandt kroens besøgende var kunstnere og forfattere som Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg, og i denne periode blev Damhuskroen igen et sted, man opsøgte – ikke af nødvendighed, men af lyst.

1930 - Forfald, folkefest og modstand

Omkring 1930 var Damhuskroen igen i modvind. Stedet blev beskrevet som en lurvet knejpe med et tvivlsomt publikum, og kroens ry var på sit laveste. Det ændrede sig, da nye ejere – heriblandt familien Stephansen – overtog driften i midten af 1930’erne og satte gang i en omfattende genoplivning. Kroen fik igen karakter af forsamlingshus og blev ramme om baller, dilettantforestillinger, foreningsmøder og julefester.

Under Besættelsen fik kroen en særlig betydning. Her blev der afholdt nationale møder og alsangsstævner, hvor fællesskab og sammenhold var i centrum. I 1942 holdt historikeren Vilhelm la Cour en tale på kroen, hvor han udtrykte tvivl om tyskernes mulighed for at vinde krigen. Udtalelsen førte til fængselsstraf og tab af hans stilling, men understregede samtidig Damhuskroens rolle som et sted, hvor mennesker samledes – også når tiden krævede mod. Ved befrielsen i maj 1945 blev området omkring Damhuskroen en del af de folkelige fejringer, og allierede tropper passerede forbi kroen, hvor friheden blev markeret efter fem års besættelse.

1950 - Legender, enkebal og store nætter

Efter krigen blev Damhuskroen i stigende grad kendt som et sted for fest, dans og folkelig underholdning. Særligt enkeballerne, der senere blev kendt som Ladies Night, satte deres præg på stedets identitet og tiltrak gæster fra et bredt opland. Sammen med julefrokoster, selskaber og faste arrangementer blev kroen et sted, man talte om – og vendte tilbage til.

Gennem årene optrådte en lang række entertainere på scenen, heriblandt Monrad & Rislund, og kroen fastholdt sin position som et levende samlingspunkt. Også dramatiske begivenheder satte spor: Damhusmordet i 1922 og branden i 1973, hvor flere sale gik tabt, men hvor den fredede hovedbygning blev reddet. På trods af forandringer og modgang bevarede Damhuskroen sin særlige status – som et sted med historier, minder og nætter, der blev en del af den lokale fortælling.

2021 - Et nyt kapitel med The Old Irish Pub

I 2018 blev Damhuskroen sat til salg, og i foråret 2020 overtog investeringsvirksomheden Proximus den historiske ejendom. Kort tid efter blev driften overtaget af The Old Irish Pub, som dermed skrev et nyt kapitel i kroens lange historie. Overtagelsen fandt sted umiddelbart op til de landsdækkende nedlukninger, hvilket betød, at stedet i en længere periode stod lukket – den længste sammenhængende lukning i Damhuskroens historie.

I 2021 genåbnede kroen som Old Irish Pub – Damhuskroen efter en omfattende renovering. Lokalerne blev moderniseret, bygningerne sat i stand, og stedet fik et tydeligt pub-præg, samtidig med at centrale historiske træk blev bevaret. I årene frem til 2025 fungerede Damhuskroen primært som en del af Old Irish Pub-kæden og tiltrak et nyt og yngre publikum, mens stedets rolle og identitet gradvist blev genstand for debat blandt både gæster og lokale.

2026 - En tilbagevenden til Damhuskroen